At være mor

At være mor er en tidsrøver. Den største og bedste af slagsen. Bloggen har derfor taget sig et ordentligt hvil på næsten et års tid. Selvom den snart trækker i nye efterårsklæder og får lidt opmærksomhed, bliver det sikkert med gode pauser ind i mellem. Siden den solskinsfyldte septemberdag sidste år, hvor vi blev plus én herhjemme, er mig-tid nemlig blevet et sjældent begreb. Det er helt okay. Der er nemlig ikke noget, jeg hellere vil end at kigge ind i Alvins blå øjne, modtage hans spontane savlekys, dufte ham i nakken, pege på kraner, gentage dyrelyde, tage ham i hånden og sammen gå på eventyr. Hans første selvstændige skridt.

Under min barsel troede jeg, at den dér egentid var så vigtigt. At jeg skulle lade op. Uden Alvin. Gøre de ting, jeg gjorde inden. I små glimt sukkede jeg efter det. Og når det så fandt sted, føltes det forkert. Derfor brugte jeg min barsel på, at ham og jeg lærte hinanden at kende. Sådan virkelig intenst. I lange og mange perioder var vi sammen døgnet rundt. Limet sammen. Vi satte alt andet på standby. Mest ubevidst. Men alt det andet skulle jo nok komme igen – måske i nye former og i et andet omfang. De barselsmåneder med Alvin blev de vigtigste og hårdeste i mit liv. For med ham lærte jeg langsomt mig selv at kende – i en ny rolle og med nye udfordringer. Fandt ind til gamle følelser, nye følelser, glemte følelser. Jeg troede i perioder, jeg var på vej væk fra mig selv – med den manglende nattesøvn, den manglende ro og det manglende ‘plejer.’  Det blev 10 måneder med solide indre omprioriteringer – men med et tiltrængt fokus på nuet, på de powerstore forældre-sejre og på en uovervindelig tresomhed, der får mit hjerte til at slå flikflak!

signature

Detaljeglimt fra ammehulen

I ammehulen er her lunt, hjertehopla-hyggeligt og de fleste aktiviteter foregår på repeat. Lege, sange, kram, kys, fællessovning og træning … Hver dag sker der noget nyt med lille A, og det er en intens glædesfest at være med så tæt på! Der er lykkeglimt i hans øjne, hver gang han ser uroen med de hæklede dyr. Han har for alvor opdaget sin tommelfinger, som han begejstret sutter på, og i øjeblikket knuselsker han Lille Peter Edderkop og Vindens Farver. Han fører lange og seriøse samtaler med sin far på det fineste babysprog. Og han griner helt nede fra maven, når vi danser og knipser med fingrene. Det er et hjerteeventyr! Vi gør os umage for at nyde barselstempoet, og der er plads til masser af A-tid, hjemlighed og detaljeglimt:

★ Blomster er den bedste treat, og denne buket omtanke lyste en grå eftermiddag op. Det er blomsterkærlighed fra dygtigste Flower Tales Cph!

★ Køkkentryllerier er der ikke mange af herhjemme pt, og når der jongleres med potter og råvarer er det A, som står for showet. Derfor blev jeg særligt begejstret, da jeg opdagede, at Aarstiderne og Frankly Juice nu fletter fingre, så man kan få leveret friskpressede, økologiske C-vitaminer til døren sammen med sin måltidskasse. Begge dele føles som en ugenligt julegave til børnefamilier og andre travlhedstyper!

★ Lille A pakkes hver morgen og aften ind i det blødeste uld. Og vores uldede favoritter er fra Cosilana, som er tyske øko-hits fra Lille Lykke. Blandingen af uld og silke er vanedannende god, og den bliver købt i en ny størrelse, når lille A vokser fra den. Det sker i raketfart med hans ammeappetit!

★ Velværeritualer og egentid er effektiviseret i høj grad! To ting er dog øverst på must-plejelisten: en hårkærlig shampoo og olie-lækkerier til kroppen. Og så må jeg vente med andre dejlige dullerier til engang i 2016 – det er heldigvis helt fint med mig!

signature

De nemmeste grønne glæder

Det er min nye virtuelle yndlingsleg kombineret med et planteeventyr: Jeg designer nemlig selv min altankasse. Fylder den med de krydderurter og planter jeg ønsker, vælger farve og størrelse på altankassen, flytter rundt på planterne, som det er flottest – og trykker bestil til min virtuelle altankasse! Det hele foregår på skærmen på den pæneste gør det selv-måde, og efterfølgende kommer den færdigplantede altankasse hjem til mig. Det er lidt ligesom at designe sit eget Ikea-køkken online. Det er bare med grønne glæder og smaddernemt! Greenify er et særligt kærligt grønt mekka, hvor sæsonens blomster, planter og urter er dyrket efter økologiske principper i Holbæk og leveres færdigplantet i grønne, glædelige nuancer!

Greenify er grønt med grøn på. De kæmper for at gøre København grønnere, og det er med et bankende blomsterhjerte, at jeg (også) dåner over deres udvalg af stueplanter. To år i træk har der stået en fingerfilodendron øverst på min ønskeliste, men jeg har ofte været skuffet over størrelsen eller kvaliteten, når jeg har fundet den hos blomsterhandlerne. Hos Greenify har de forkælet den med pleje og nusset om den for mig, så den nu står og troner med sine grafiske blade hjemme hos os. Den vokser og stortrives!

☆ Færdigplantede forelskelser på den grønneste måde! Jeg kan ikke få armene ned af begejstring.

Lige nu kan Greenifys grønne oase opleves i deres pop-up shop på Istedgade. Her frister en perlerække af de smukkeste stueplanter som eucalyptus, monsteraer, stuegran, forskellige alocasier, større kaktusser, airplants og nogle fine altas-cedertræer – der er også lidt færdigplantede altankasser, som passer til sæsonen. Greenify har i øvrigt åbnet sammen med Briefs and Beaters, der laver simpelt undertøj til mænd i miljøvenligt bambus. Så er det nemt at mikse den spirende planteglæde med et par julegaveindkøb til mændene i vores liv.

☆ Greenify pop-up shop:
Istedgade 108, 1650 København V / Man-fre 11-17, lørdag 11-16

signature

Kaffekærlighed i raketfart


Den skinner, er altid varm og så forsyner den os med friskbrygget og sirupsagtig kaffe hver evig eneste morgen. Vores espressomaskine er altid den mest effektive kur mod tunge forældreøjenlåg! Og så er den en stensikker hyggespreder, når vi har gæster. For vi ender altid med at sidde på køkkenbordet, mens barista A steamer, tamper, kværner og laver mælkehjerter i kaffen …

Jeg får mange henvendelser fra søde Instagrammere og andre kaffeglade læsere, der tøver med at købe en espressomaskine, fordi de er i tvivl om, de kan finde ud af bruge den. Vi havde samme bange anelser, da vi skiftede vores mokkakande ud med et par hestekræfter i maskinform. Men vi har virkelig-virkelig aldrig fortrudt det. Det eneste, det kræver, er en god portion tålmodighed og en masse kaffenørderi. Derfor har jeg bedt A om at lave en lille guide til vores espressomaskine og genvejen til den karamelagtige espresso.

Vi er de lykkelige ejere af en Rocket Giotto Evoluzione V2 – en driftsikker kaffemuskel direkte fra Milano. Den er smaddernem at betjene – for den har altså kun én knap. Ligeså snart man tænder for den, begynder maskinen at varme vandet i tanken op (altid kildevand!). Og efter få minutter er maskinen klar til at brygge og steame mælk. Den har to nanometre, der viser henholdsvis trykket i steamkedlen (mælk) og trykket i brygkedlen (espresso).

Inden du kaster dig ud i baristariet, skal du have styr på tre ting:
Friskristet kaffe. Muligvis det vigtigste! Vi er trofaste kunder hos The Coffee Collective, som selv importerer og rister alle deres bønner fra de bedste kaffeplantager i verden. Vores smagsfavorit til espresso er deres Daterra Sweet Collection fra Brasilien, der har lav syrlighed, stor fylde og sirupsagtig sødme.

Så skal kaffen kværnes frisk – hver gang. Og derfor skal man desværre også investere i en rigtig god kværn. Helst med koniske knive – og de kan godt være dyre. Vi har købt drømmekværnen Mazzer Mini Electronic A.

Kværn cirka 18-19 gram kaffe til et dobbelt-shot espresso (30-32 gram) Formalingsgrad og gennemløbstid er alfa og omega. Kværn kaffen så fint, at det tager cirka 25-30 sekunder at brygge 30-32 gram espresso. Brygtrykket skal altid stå på cirka 8,5-9. Hvis det er over, så er kaffen kværnet for fint, og du vil få en meget tyk og bitter espresso. Hvis trykket er under de 8 vil kaffen blive tynd og alt for syrlig. Så prøv dig frem, indtil formalingsgraden er rigtig. Der kan godt ryge en pose kaffe på det.

Det vigtigste råd er dog virkelig ikke at miste modet. For alle barister er startet fra bunden med en masse grim latte art og en tynd/bitter espresso. Lige pludselig er der kaffekærlighed i raketfart!

signature

Øjeblikselsker ♡


Jeg bruger timer hver dag på at nærstudere hans bevægelser, grynt og hver eneste detalje på den lille krop, der forvandler sig fra størrelse baby til snart 6 ammeglade kilo. Hans runde, lille næse. Lange, mørke øjenvipper. De buttede larvetæer. Hagen med en fordybning. Fyldige kinder og ofte med en rest mælk. Det mørkere hår i nakken og lysere foran. Lårene med små elastikker. Kysselækre læber. De lune fødder, som sparker sin egen dyne af og sniger sig ind under min om natten. Og de kæmpestore dybblå øjne, der gerne observerer alt omkring ham og altid meget intenst. Jeg ved, jeg aldrig glemmer det. Hver detalje lagrer sig indeni. Hans første rigtige smil efter tre uger – den slags der gør, at man glemmer nætterne med alt for lidt søvn. Hans første succes med sutten efter fem uger med resulterende jubeldans hos A og jeg. Hans begejstring for at blive badet og hans kamp mod huer. Han griner, når vi synger godmorgensangen, og han krammer fingre og forsøger at få styr på de flagrende armbevægelser. Han gør mig til en endnu dygtigere øjeblikselsker.

Jeg er drevet af kærlighed – til ham, til A og til vores tresomhed ♡

signature

Blomsterhandlere i København ✽ Plantepushere


Florlette blomsterranker, planter med kraftige, store blade, duftende krydderurter, fyldige blomsterhoveder og grafiske grene – jeg forelsker mig i dem alle. Hver årstid har sine særlige charmerier i blomsterform, og jeg går glædeligt på jagt efter dem hos byens bedste blomsterhandlere og plantepushere:

✽ Torvehallernes udendørs blomsterbod
På brostene mellem de to torvehaller ved Nørreport gemmer den fineste lille blomsterbod sig bag grønthandlere og madvogne. Her er bunker af blomsterglæde og sæsonens søde bærbuske & forskønnende frugttræer. Stilen er “grøftekant møder det naturskønne blomsterbed.” 

✽ Dimseriet
Dimseriet i Stefansgade på Nørrebro har givet mig utallige blomstereventyr. Jeg kommer forbi nærmest dagligt, og nogle af de detaljefine blomster og dekorative planter ender ofte i min kurv eller øverst på ønskelisten.

✽ Maias blomsterhjem
Den bedste blomstervejledning får man hos Maia i Jægersborggade. Hun har et farvefint udvalg af blomster, som man må mikse, som er det bland selv-slik. Og så har hun altid en glædelig grøn overraskelse, der står i pænhedsklæder i rustikke metalkasser udenfor det lille blomsterhjem.

✽ Maylands Blomster
I Grønnegade i indre by ligger Maylands Blomster, som allerede udenfor lokker med finurlige krydderurter og en hitparade af andre grønne glæder. Indenfor er der skruet op for elegancefaktoren med et blomsterhav, der venter på at blive til bugnende buketter.

signature

Lille A og en hjerteeksplosion ♡


16.09.2015 ♡ Lille A fik verdenspremiere midt om natten efter lidt ekstra ventetid. Fra første minut var han rolig, knussød og kiggede på os med sine store, blå øjne – de 3235 gram forandrede pludseligt alt. Det er slidte klichéer, og ord virker mærkelige små og utilstrækkelige – men der sker en hjerteeksplosion i et omfang, at man næsten ikke husker, hvordan det var uden ham. Det er seriøse kærlighedsdrugs, og når der står i gravidbøgerne, at man har en tudedag, passer det ikke – vi har haft lykketårer på vandfaldsmåden hver dag lige siden onsdag nat. Babyboblen og ammehulen er de hyggeliste tilstande i verden, og jeg ved, at mit liv peaker lige nu!

Mine to A’er – de sender mit hjerte på overarbejde, sætter resten af verden på lydløs, og beviser, at lykken er simpel – smurt ind i brystmælk!

signature

Søde treats og lykkehapsere

Vi er ovre terminsdagen, men det gør ikke helt så meget, når ugen har været proppet med lykkehapsere og spiselige treats! Vi venter gerne på lille A liiiidt endnu … ♡

☆ En duft af græskar i ovnen og sprøde grønkålschips blander sig i køkkenet. Jeg har bladret igennem favorit-kogebøgerne, fundet en ny portion spiselig inspiration og kaster mig glædeligt over madglade småprojekter. En særlig god mavetreat var lasagnen med søde kartofler fra Femme Foods nye kogebog og græskar-salaten fra grøntsagsbogen over dem alle Mit grønne køkken fra The Food Club.

☆ Hvis du falder over de farvefine bladbeder, må du købe et par bundter. Bladene smager allermest af spinat, og stokken har ekstra knas og lidt aspargessmag. Jeg puttede dem i saftpresseren sammen med æbler, agurk, spidskål, ingefær og citron. Næste gang vil jeg prøve On the go med det gode miks af ananas og rødbeder.

☆ Jeg har indført faste lure, og det er den bedste kropsforkælelse nogensinde – især når man er pakket ind i hørsengetøj og lune uldpuder, og man har tid til lidt læseri og en kop te i sengen inden.

☆ Ugen har budt på berigende barselsbesøg, kollegaknus og bøf-date med min mor – og selve terminsdagen føltes som en fin fødselsdagsfejring. Summerbird-flødeboller blev nydt og delt i en plet altansolskin med naboen. Senere nød A og jeg en italiensk vidundermiddag på nørrebro’ske Bæst. Jeg fik den fineste guldhalskæde med et lille A indgraveret på forsiden og et stort A på bagsiden.

En kærlighedsfejring af alt det, der er på vej!

signature

Vind øko-middag og en grøn oplevelse

Økologisk middag i landkøkkenet og rundvisning på det biodynamisk landbrug Kiselgården i Vestsjælland – jeg kan lide a l t ved den kombi! Det er den slags, der gør smilehullerne dybere og giver et interessant indblik i det, vi sætter tænderne i. Se selv, hvad den grønne oplevelse med Aarstiderne og Kiselgården byder på torsdag den 17. september:

Kiselgården åbner dørene til en hyggelig aften på gården i Ugerløse kl. 17-20. Efter rundvisningen er der dækket op til madlækkerier, hvor Aarstidernes kokke serverer et godt måltid. Aftenens spiselige stjerner er de farvede gulerødder, der gror på Kiselgårdens marker – men kød fra grillen og årstidens sprøde grønt finder også vej til tallerkenerne. Se hele programmet her!

Vil du med? Jeg vil! Der er 2 x 2 billetter i den grønne gavepulje, så smid blot en kommentar. Jeg trækker lod onsdag den 16. september kl. 14 og kontakter vinderne direkte via mail.

signature

Acai bowl / Acaiskål ▲ Morgenmadsglæde

Acai bowl sørger for en smagsgod start på morgenen, og succesraten for morgenmadsglæde er skyhøj, hvis du er til smoothie med bær og banan. Det er nemlig cirka, hvad det er – og så proppet med det mørkerøde powerbær acai. Det er en antioxidantbombe, som også indeholder tretrinsraketten med vitaminer, mineraler og essentielle fedtsyrer. Acai bowl er en velsmagende morgenmadshelt, der er lige så hurtig at bikse sammen som en smoothie. Og har du en blender med bjørnemuskler, får du en is-lignende mumskonsistens.

Opskrift: Acai bowl (til to personer)

Ingredienser:
✽ 2 frosne bananer i skiver
✽ 150 gram frosne jordbær
✽ 125 gram frosne blåbær
✽ 4-5 tsk acaipulver
✽ 2-5 dl mandelmælk uden sukker (eller rismælk/andre plantedrikke)
✽ Lidt agavesirup efter smag

Topping-treats: (vælg dine smagsfavoritter, eller hvad du har i skuffen og frugtskålen)
Hampefrø
Kakaonibs
✽ Bipollen
✽ Kokosflager
✽ Bær: Blåbær, hindbær, brombær – hvad der er i sæson
✽ Frugt: Banan, passionsfrugt eller kiwi
✽ Mandelsmør eller en anden cremet nøddesmør

Sådan laver du acai bowl:
▲ Optø banan og bær lidt, hvis du ikke har en meget kraftig blender.
▲Blend frugt, bær og mælk til, det har en is-lækker konsistens. Start med lidt mælk ca. 3 dl – og hvis din blender har svært ved at få det cremet, kan du løbende tilføje lidt mere.
▲ Smag til med agavesirup eller flydende honning. Fordel det i to skåle, pynt, og nyd fluks.

Har du smagt acai? Jeg synes allermest, det smager af brombær med et strejf af chokolade!

signature